Julio de la Grange à Rabeau - måske bliver han snart far til et kuld hvalpe her hos Kennel Cadeau

Nyt fra Kennel Cadeau

14-April-2018

Ventetid - så lægges der planer!

Odile er jo blevet parret med Julio, så det bliver spændende, om der er gevinst. Både Gamine og Didine er i løbetid, så markprøvesæsonen sluttede ret tidligt. Jeg håber at kunne komme til Frankrig igen senere på året. Jeg har stukket følere ud ang. mulighed for at deltage på den store franske bretonudstilling og en ny tur til Normandiet vil også være velkommen. Og så arbejder jeg lidt på at invitere nogle franske venner til Danmark i efteråret. Intet er afgjort endnu, men der er masser af muligheder for spændende oplevelser!

26-Marts-2018

DBKs Hovedprøve

Så er bretonklubbens hovedprøve overstået. Jeg havde meldt Gamine til i åbenklasse om fredagen og i vinderklasse om søndagen, og jeg glædede mig! Desværre "valgte" hun at blive løbsk 2 dage før prøven, så jeg måtte trække hende. Men jeg var alligevel ude at kigge og havde også mit kamera med. Jeg valgte at følge Cadeau Titou og Susanne både fredag og lørdag. Det var deres første officielle prøve. Titou gik godt, og han fik god kritik, men fik ikke fundet fugl. Søndag tog jeg ud at se Midtvejs Loke i vinderklassen. Han er jo far til to kuld fra Kennel Cadeau og søn af min gamle hanhund. Loke havde en situation med stand, men uden rejsning. Indsatsen på dagen var desværre ikke nok til en placering.

02-Marts-2018

Hjemme efter Frankrigsturen

Så kom jeg hjem efter en dejlig lang ferie i Normandiet. Lige nu ligger jeg brak med influenza, men kan så tænke tilbage på alle de gode oplevelser. Det var herligt at møde gamle venner og at lære nye mennesker at kende. Jeg havde Odile og Gamine med. Odile var tæt på et "Excellent", men rykkede sig et par meter, da bekkasinerne fløj. Så ingen præmieringer til hende. Men hun gjorde det alligevel godt. Stort søg i høj fart og smuk, energisk stil. Der var flere, der kommenterede på hende. De virkede imponeret :-)
Gamine gjorde det også super godt. Hendes erfaring skinnede igennem. Ud af 5 prøver blev hun præmieret på de 3, som bedste hund på sit hold hver gang. At det ikke lykkedes at få hende præmieret på de to af prøverne skyldtes førerfejl. Hun havde stand for bekkasiner på samtlige prøver. Så jeg skal ikke klage!

03-Februar-2018

Spændende planer

Så er forberedelserne til min forestående tur til Frankrig i gang. Hundene er up to date med vaccinationer, fransk ejerlicens betalt for 2018, alle pas er i orden, der er arrangeret pasning til den/de hunde, der skal blive hjemme (det er endnu ikke afgjort, om Nanette skal med eller blive hjemme), og jeg har meldt Odile og Gamine til 5 prøver hver. Vi skal ned at "lege" med bekkasiner sammen med min gode veninde Anne - og jeg glæder mig! Vi skal mødes med nye og gamle bretonvenner, vi skal hygge med god mad og vin, vi skal måske en lille smule på sightseeing (jeg har altid godt kunnet tænke mig at se Mont St. Michel ), og så satser vi på et par besøg hos forskellige opdrættere. Anne og hendes mand Andreas købte sidste efterår feriehus i Normandiet, så der skal vi bo. Jeg glæder mig til at se stedet. Der er et strejf af "hvad-nu-hvis", idet Odile kan komme i løbetid når som helst. Hun burde blive løbsk sidst i denne måned, men det kan hænde, at hun venter på Didine eller Gamine, som begge bliver løbske her i foråret. Men nu må jeg se, hvad der sker. Under alle omstændigheder kommer hun med. Hvem ved - måske det så bliver til en parring i Frankrig istedet for prøvedeltagelse? Only time will tell!

13-Januar-2018

En jagtinvitation ( - til hundene!)

Fin dag med hundene. Var inviteret med som hundefører på en lille jagt. Den bedste oplevelse var, at se Gamine arbejde/knokle sig igennem en tæt række af fældede grantræer og have stand 7-8 gange for fasaner med to efterfølgende apporteringer. Hun skulle sendes på den ene, som var dødskudt. Men hun var ikke lige i nærheden, da hun var løbet bagud. Jeg fløjtede og kaldte og kunne høre på hendes bjælde, at hun var langt ude. På et tidspunkt kunne jeg slet ikke høre hende. Men så pludselig var lyden af bjælden der ganske svagt, og den kom nærmere. Jeg kaldte for at få hende over, så hun kunne apportere den dødskudte fasan. Da hun kom frem mellem grantræerne, kunne jeg se, at hun bar på en fasankok. "Det er da den fasan, der blev anskudt og fløj bagud!", sagde terrænlederen (som faktisk var Gudmund fra bretonklubben). Jeg var slet ikke klar over, at der var blevet skudt til en fasan mere. Så da Gamine stolt kom hen for at aflevere til hånd, fik jeg sgu lidt en klump i halsen. Jeg var bare så stolt og glad! Bagefter hentede hun så den første fasan. Så bliver det bare ikke bedre!

01-Januar-2018

Året der gik

Så er det tid til et tilbageblik på det forgangne år. Det er altid rart at gøre status og herefter se fremad.
2017 startede med, at Cadeau Gamine fødte et kuld hvalpe efter Midtvejs Loke. Hun var blevet scannet og vurderet til at vente 7 hvalpe. Hun overraskede med to ekstra bebser, så det var en stor flok, den største endnu hos Kennel Cadeau. Efter en hård opstart, hvor hun var syg pga en infektion i nogle rester af moderkage, så kom hun efter det. Jeg troede en overgang, at jeg skulle miste hende, men heldigvis gik det ikke så galt. Og hun klarede den store flok til UG med kryds og slange. Alle hvalpene var hurtigt afsat og lever nu deres liv hos deres respektive familier. Flere af dem har allerede været med på jagt i det små, her iblandt Nanette, som bor hos mig. Hun har i jagtsæsonen haft stand for både agerhøne, bekkasin og skovsneppe. Så det lover godt for fremtiden.
Jeg havde planlagt en tur til Frankrig i efteråret, men måtte desværre aflyse. Økonomien var lidt anstrengt, og da der også er planlagt tur til Normandiet i starten af det nye år, så valgte jeg altså at blive hjemme. Til gengæld vovede jeg det ene øje og meldte Odile til markprøve i november. Egentlig ville jeg først have ventet med det til foråret 2018, men da hun havde artet sig godt igennem jagtsæsonen, så besluttede jeg mig for at forsøge. Og det gik godt! Hun fik en præmiering på hendes første markprøve nogensinde. Det var godt nok "kun" en 3. pr., men hun leverede et super fint fuglearbejde. Det var efter min mening en lidt hård bedømmelse, men sådan er "gamet". Planerne for Odile er et par udstillinger i 2018 og gerne nogle flere prøver, hvis altså ikke løbetiden kommer i vejen. Og så skulle der gerne blive tid og mulighed for endnu en tur til Normandiet. Jeg har ihvertfald taget fri til det. I skrivende stund står min bil hos min mekaniker, så hvad det ender med er ikke godt at vide! Forhåbentlig kommer det ikke til at spænde ben for min tur til Frankrig.
Didine har selvfølgelig været med på jagt i denne sæson og har gjort det godt, især på Værnet efter bekkasinerne. Men hun begynder at virke lidt gammel og er vist også blevet lidt bekvem på sine gamle dage. Men hun vil stadig rigtig gerne med, og det kommer hun selvfølgelig!
2017 var også året, hvor jeg efter mange og lange overvejelser valgte at sælge Julio. Han og jeg var knyttet tæt sammen, så det var en svær beslutning, men en nødvendig en. Han lever nu et herligt liv sammen med Jacob og Pernille samt en ældre "breton-søster", og han kommer med på jagt og gør det godt. Jeg har beholdt avlsretten på ham, så jeg stadig har fat i den blodlinie.
Jeg er meget spændt på, hvad der er i vente i 2018, men en ting er jeg sikker på - der bliver flere gode oplevelser med mine skønne hunde!
Jeg vil ønske alle, der har bakket op om mig og min kennel, et rigtig godt nytår med håb om mange gode stunder med jeres hunde.
Kærlig hilsen, Pernille

26-December-2017

Hilsen fra Nadiya

Fik en fin lille hilsen med billede fra Torben og Nadiya. Hun har været med på jagt og har haft stand for både fasan og skovsneppe.
Jeg har også fået et par beretninger om fine jagtlige præstationer fra Cadeau Shiraque ("Rex") og Cadeau Nanon ("Jacques"). Jeg vil rigtig gerne høre, hvordan det går med andre Cadeau-hunde, så skriv eller ring endelig!

29-November-2017

Sneppejagt

Havde en forrygende dag i sidste weekend sammen med et par gæve bretonfolk. Vi var ude efter snepper. Thomas har erfarne sneppehunde, så vi forventede at se godt hundearbejde - hvis ellers der var snepper på terrænet - og det var der! Jeg havde alle 4 piger med, men den gamle blev i bilen. Hun har haft stand for snepper før, så det vigtigste var, at få de unge hunde i fugl. Det kom de alle tre :-) Gamine havde stand to gange, Odile tre gange og Nanette en gang. Det var en spændende dag.

31-Oktober-2017

Odiles debut

Var i dag på markprøve med Odile - hendes første. Første slip (det første på dagen) var på en MEGET våd og blød græsmark. Ingen vind overhovedet. Hun var ude mod en stor pointerhanhund. Hun havde nogle forkerte vendinger og arbejdede på et tidspunkt på noget fært ved et vådt område i marken, hvor hendes søg blev lidt snævert, hvilket bestemt ikke er et normalt søg for hende! Der var en del bekkasiner på nabomarken, så måske det var sådan noget fært? Men hun havde også nogle gode slag. Hun ville gerne foran pointeren, og føreren var meget imponeret over, at Odile kunne løbe hurtigere end hans hund.
Andet slip var ultra kort. Vi blev bedt om at lade hundene søge op langs et læbælte. Sådan noget kan nemt ende i parløb mellem hundene! Men setteren gik på højre side, og jeg sendte Odile på venstre side. Jeg havde kort forinden set en fasan lande der, og det passede med den sparsomme vind. Hun gav den gas derudad, og hamrede derefter i stand. Hun holdt standen længe, mens vi ventede på, at dommeren kom op. På ordre rejste hun kontant ind i læbæltet og fik en fasankok på vingerne. Ro i opflugt og skud. Klasse fuglearbejde! Pga det første slip (som jeg ikke synes var helt så ringe, som det blev gjort til) fik Odile i dag en 3. pr. i åbenklasse.

26-Oktober-2017

Woop, woop!

Hurra! Havde de to yngste i marken i går. Slap dem enkeltvis. Begge havde stand for agerhøns, og Odile havde en overraskelse i ærmet. Hun tog stand midt ude i stubmarken, og jeg tænkte, at det kunne være agerhøns. Det viste sig at være en dobbeltbekkasin, der sad i en lille pyt. Odile viste komplet ro i opflugt. Det er første gang, at hun har en reel situation på en dobbeltbekkasin. Hun har tre gange haft stand for enkeltbekkasin. Det gør mig så glad (jeg er selvfølgelig også glad for hendes situationer på agerhøns), da det er en jagtform, jeg holder meget af, og det betyder, at jeg tør melde hende til bekkasinmarkprøve i Frankrig. Satser jo på at skulle derned først på året.

03-September-2017

Endelig!

Så startede jagtsæsonen endelig! Jeg var på Værnet d. 1/9, hvor Didine apporterede en anskudt bekkasin. Søndag (idag) var jeg atter på Værnet, denne gang sammen med John Madsen og Tjalfe. Her blev der bl.a. skudt en bekkasin over Gamine, som lille Nanette apporterede. Gæt lige hvem, der var stolt!

30-Juli-2017

Lidt nyt

Tja, det er ved at være lang tid siden, at jeg har opdateret hjemmesiden. Der er ikke sket noget banebrydende, men lidt er der da foregået.
Jeg var på besøg hos Cadeau Shiraque AKA "Rex" og hans søde familie.
Alle pigerne var med, og der blev leget og hygget. De tre voksne tæver sov i bilen, men lille Nanette fik lov til at komme ind og ligge i arm om natten. Det kunne hun godt finde ud af!
Jeg har fået trænet alt for lidt apportering med Gamine og Odile (planen var, at der skulle gives gas - suk!) Der har været nogle personlige ting, der har gjort, at mit mentale overskud har kunnet ligge på et meget lille sted. Måske bare en dårlig undskyldning, men det er sådan det er. Men vi skal alligevel med til bretonweekend og være sammen med en herlig flok hundetosser. Min gode veninde Anne kommer også, og det glæder jeg mig rigtig meget til.
Jagtsæsonen står for døren og er ventet med længsel. Der er planer om en tur til Frankrig i efteråret, men det ligger ikke helt fast endnu. Så lidt sker der da.

25-Maj-2017

Julio de la Grange a Rabeau

Efter mange og lange overvejelser nåede jeg frem til en beslutning om at sælge Julio. Det blev lidt rigeligt kompliceret med tre tæver, der ikke synkroniserer deres løbetider og en hanhund i huset. Så Julio bor nu hos en sød familie, hvor han skal være familiehund og jagthund. Jeg har beholdt avlsretten på ham, så jeg stadig har fat i den gode afstamning. Der er blevet og vil blive grædt tårer over, at han ikke længere er hos mig, men jeg er sikker på, at han får et dejligt liv med sin nye familie.

15-April-2017

De små er ikke så små længere

De fleste af hvalpene er flyttet hjemmefra, så nu er der blevet lidt mere stille - men også tomt. En herlig flok som jeg ønsker alt det bedste.

02-April-2017

Træning med "Odile"

Har været ude at træne med Odile både lørdag og søndag. Hun har gjort store fremskridt på kort tid. I går havde hun komplette situationer på høns, og i dag havde hun stand for parhøns, men fuglene stod af, inden jeg nåede op. Odile respekterede og vendte tilbage til mig på indkald. Hun nåede også at knalde i en sekundering, selv om jeg var langt fra hende. Så jeg er meget tilfreds med hendes indsats :-)

05-Marts-2017

En herlig besked sådan en søndag eftermiddag

Fik en opringning fra en meget lykkelig ejer. Susanne og Cadeau Titou havde deltaget på deres første markprøve (lokal markprøve i Mou). Der var ingen fugle, men de fik tildelt talentpokalen. Flot arbejde, Susanne! I er et godt makkerpar, fordi Titou har talent, og fordi du bruger den nødvendige tid på at træne med ham.

09-Februar-2017

Så er de her!

Så kom hvalpene endelig! Det var en fødsel med overraskelser. Gamine startede med at gå i opblokning mandag d. 6/2 om eftermiddagen. Jeg har jo kun Didine at sammenligne med, så det var spændende, hvordan det hele ville forløbe. Opblokningen fortsatte hele natten. Kl. 03.30 gik vandet, men der skete ikke rigtig mere. Efter et kvarterstid kom der en enkelt ve og herefter ikke noget. Jeg havde lige fat i dyrlægevagten pr. tlf. omkring kl. 04.30, for jeg var kommet lidt i tvivl om, hvor lang tid, der må gå fra vandet går og til der kommer en hvalp. "Ro på" var meldingen, så jeg væbnede mig med tålmodighed. Kl. 04.45 fik Gamine presseveer, og kl. 05.00 kom den første hvalp. En fin orange dreng, der blev født med bagenden først. Så han var lidt hård at presse ud, og Gamine jamrede sig da også noget. Senere ville hun til døren. Jeg lukkede hende ud i snor, og hun fik tisset. Så snart hun var kommet ind, ville hun ud igen. Jeg lukkede hende atter ud i snor og tog et håndklæde med for en sikkerhedsskyld. Jeg havde en fornemmelse, og den holdt stik. Hun satte sig som om, at hun skulle lave en pølle, og pludselig kunne jeg se noget af en hvalp. Så hurtigt hen med håndklædet og holde det under hende. Der var sne og blæst, og hvalp nr. 2 blev altså født udendørs i kulden. Hurtigt ind i varmen og få liv i hvalpen - en fin tricolor pige. Og så gik det ellers slag i slag. Da hun havde fået nr. 7, tænkte jeg, at nu var det nok slut, selv om jeg var klar over, at en scanning ikke er præcis. Så teoretisk set kunne der godt dukke en ekstra hvalp op. Og det gjorde der! Gamine sad i hvalpekassen på et tidspunkt og virkede dårlig. Hun sitrede og stirrede bagud og så ret sløj ud. Jeg blev urolig for hende og tog hende med ud at tisse for at få lidt gang i hende. Her virkede hun frisk og okay. Da vi kom tilbage ind i varmen, forsøgte jeg at mærke på hendes mave. Hun virkede blød i den venstre side, men hård i den højre. Jeg gav hendes mave lidt forsigtig massage og satte mig derefter atter ved computeren. Pludselig kunne jeg høre, at hun snaskede i noget. Jeg tænkte, at det kunne være en efterbyrd, så jeg gik hen for at tjekke hende. Det var så hvalp nr. 8! Så snakkede jeg i tlf. med en veninde, og pludselig rejste Gamine sig fra hvalpekassen, gik ud på gulvet og vupti - så kom hvalp nr. 9! Så sådan endte det. 9 stk. hvalpe, der alle var ret ens i størrelse. Indtil videre går det godt, og jeg følger med i, om de tager på. Det er et stort kuld, men det ser ud som om, at Gamine klarer det. Der bliver nok at se til for både hende og mig ;-)

31-Januar-2017

Snart!

Nu kommer bebserne snart! Gamine er ekstremt tyk og ved at være ret besværet af den store mave. Hvalperummet er gjort klart, rene håndklæder ligger parat, varmelampen er fundet frem osv. Forberedelserne er hyggelige. Nu gælder det om at nyde roen og freden for om nogle få uger vil der være fuld fart på her i huset. Men jeg glæder mig!

22-Januar-2017

Okay, så!

Hun bliver godt nok tyk, hende Gamine! Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor hun ender med at blive, inden de små ser dagens lys. Hun er drevet af en glubende appetit og lysten til at ligge hos mig i sofaen - helst helt oppe i mit ansigt! Nu varer det ikke så længe, inden det går løs, godt 2 uger. Jeg glæder mig!

11-Januar-2017

Navne

Efter at have kørt mit eget løb mht til hvalpe-navne har jeg valgt med Gamines kuld at følge den franske måde at navngive på. Dvs at hvert år har sit eget bogstav. I 2017 skal hvalpene hedde noget, der begynder med "N". Men jeg vælger stadig fransk-klingende navne. Man er vel frankofil! ;-)

03-Januar-2017

Status over året der gik

Så kom vi ind i 2017. Så jeg føler, at det er på sin plads at se tilbage på, hvad 2016 bød på.
I starten af året havde Didine sit sidste kuld hvalpe. Julio var den heldige bejler. Det blev et lille kuld på 4 hvalpe: to tæver og to hanhunde. Hvalpene er nu 10 mdr. gamle, og de tilbagemeldinger, jeg har fået er positive. Nogen er mere flinke til at melde tilbage end andre, ha, ha! Lige nu er disse hunde jo ægte teenagere med alt hvad dertil hører af løjer og mærkelige idéer. Det bliver spændende at følge dem fremover.
Planen var, at jeg ville have Gamine og Odile meldt til apporteringsprøve. Det nåede jeg ikke at få gjort. Der er stadig en opgave, som venter dér.
I foråret lykkedes det at opnå 1. pr. i åbenklasse på markprøve med Gamine. Det var på DBKs Hovedprøve. Hun var tæt på præmiering om fredagen, men hun gik desværre lidt med, da fuglene lettede. Til gengæld blev der skudt over hende tre gange om lørdagen, og hun udviste fin respekt for hare et par gange. Hendes præmiering åbnede for jagten på certifikater på udstilling. Ved DKKs tredages-udstilling i Vejen opnåede Gamine to certifikater. Det lykkedes desværre ikke at hente det sidste cert. Så må jeg se, hvordan det går i det nye år.
Og så fik jeg udlevet en drøm, som jeg har haft i mange år, nemlig en tur til Normandiet for at deltage i en bekkasinmarkprøve. Både Didine og Gamine var meldt til tre prøver hver. Det lykkedes ikke at få Didine præmieret, men Gamine opnåede et "1er tres bon" på den sidste prøve. Jeg er meget stolt af begge hunde, for de gjorde et godt stykke arbejde. Der er bare mange ting, der skal flaske sig for, at man kan opnå en præmiering. Det var en kæmpe oplevelse, og det gjorde ikke oplevelsen ringere, at jeg kunne dele den med min gode breton-veninde Anne fra Tyskland. Jeg håber inderligt, at der kan blive tid og råd til en tur til Frankrig i 2017.
I årets sidste måned blev Gamine parret med DKBRCH/DKJCH/DKCH Midtvejs Loke. Han er søn efter min gamle Midtvejs Camus og en yderst stabil hund, hvilket hans fornemme titler også viser. Det er Gamines første kuld (hvis hun altså er med hvalpe. Det vides endnu ikke, men hun virker drægtig) Det bliver så spændende at se, hvad denne kombination giver, men jeg forventer racetypiske "jagtmaskiner"! Jeg kan desværre ikke selv beholde en hvalp pga størrelsen på mit hundehold og mine nuværende boligforhold, men jeg ønsker at beholde en datter efter Gamine på et eller andet tidspunkt. Jeg bliver bare mere og mere glad for den hund!
Det nye år bringer forhåbentlig et herligt kuld hvalpe og fremadrettet en masse dejlige oplevelser med mine hunde. 2017 - I am ready!

24-December-2016

Glædelig jul og godt nytår

Jeg ønsker alle mine hvalpekøbere og venner af Kennel Cadeau en rigtig glædelig jul samt et herligt nytår. Må I få mange fine stunder med jeres hunde :-)
Kærlig hilsen
Pernille

11-December-2016

Den søde ventetid

Så er Gamine blevet parret med Loke. Nu gælder det om, at udvise tålmodighed og vente på de små tegn, der indikerer en drægtighed. Jeg er rigtig dårlig til at vente!

10-December-2016

Jagt på Fyn

Nøj, jeg er træt! Men har haft en dejlig dag i selskab med Thomas Rebsdorf og jagtkonsortiet ved Stenstrup. Vejret var forbavsende lunt, og der var heldigvis ingen regn. Vi drev 5 såter og sluttede med en herlig julefrokost "mit alles". Jeg ville oprindeligt have haft Gamine med, men da hun er højløbsk blev det i dag Didine, der kom med. Hun lavede et virkeligt fint arbejde. Udover at passe sit arbejde i drevet havde hun to gange stand for fasan og lavede ialt fire apporteringer. Den ene efterapportering var ret svær, da det foregik på et stendige med masser af brombærkrat, hvor hunden skulle mase sig igennem filtrede ranker. Ikke desto mindre kastede hun sig ufortrødent ind i krattet, hvilket fortalte mig, at der MÅTTE være en fasan derinde - og det var der! Efter at have arbejdet i brombærkrattet et stykke tid fandt hun endelig fasanen. Rigtig fint arbejde af hende. Hun sluttede dagen med en flot stand for en fasankok. Det var i kanten af et stykke skov. Hun rejste ind i kvas og brombærranker. Fasanen var naglet, jeg fik øje på den derinde. Den lå helt fladt ned og forsøgte at gemme sig. Men Didine fik den rejst, skytten på skovvejen nedlagde fuglen, og Didine kunne så afslutte med endnu en apportering. Mor er stolt! Også fordi en af jægerne bagefter sagde, "I to (mig og Didine) har lavet et godt stykke arbejde i dag!" Så bliver man så glad! Tak til Thomas for en rigtig fin dag.

28-November-2016

Spændingen stiger!

Så er Gamine kommet i løbetid. Om små to uger parres hun med Midtvejs Loke. Det bliver SÅ spændende!

02-November-2016

Hjemme igen

Så er hundene og jeg hjemme igen efter en fantastisk uge i Frankrig, nærmere bestemt Normandiet. Hundene har været nemme og søde at have med - også Odile selv om hun er ung. Arbejdsmæssigt har hundene gjort det super flot. Der var dog lige problemet med, at de ikke må flytte sig overhovedet ved opflugt og skud. Det var en udfordring af de helt store! Didine er smuttet for langt med en enkelt gang, men ellers ville det have været okay på en dansk prøve. I Frankrig går det bare ikke. Så der var ingen præmiering til Didine. Gamine fik på den sidste prøve et "Tres bon". Præmiegraden skyldtes, at jeg valgte at støtte hende med fløjten i situationen. Men hun tog flot stand og holdt den længe. Det var svære forhold, da vejret faktisk var for godt (sol og 17-18 grader), og der var ekstremt tørt. Gamine var den eneste på sit hold om søndagen, der blev præmieret. Andre hunde fandt ikke fugl, eller stødte fugl. Så jeg var meget glad for min præmiering!
Anne, min veninde, fik "Excellent" på Ilvy. Lige som med mig og mine hunde var det deres første bekkasinprøve. Vi er blevet super godt taget imod, og Jacques Daniel og Jean-Marc Binet har været utroligt hjælpsomme under hele forløbet. Og de var så glade på vores vegne, da det lykkedes for os begge at blive præmieret. Anne og jeg er enige om, at vi skal til Frankrig igen!

23-Oktober-2016

En drøm, der går i opfyldelse!

Lige siden jeg fik Didine, og så at hun havde flair for bekkasiner, har jeg drømt om at stille hende på bekkasinmarkprøve i Frankrig. Hun er nu blevet 8 år gammel, så jeg tænkte, at hvis det skulle være, så var det nu! Samtidig har Gamine, Didines datter, også lært, at bekkasiner er herlige. Så i år skal det være! På et tidspunkt i efteråret pakker jeg bilen og kører til Normandiet sammen med min gode veninde Anne fra kennel "vom Schwanenberg". Vi skal besøge Jean-Marc Binet, kennel "du Petit Odon" og Jacques Daniel, kennel "du Bois des Ecrivains", som begge var heroppe i 2014. Et besøg hos Hubert Joret, kennel "de la Mare Bourcy", er planlagt. Det bliver SÅ fedt! Begge mine tæver er meldt til tre prøver hver, ligeledes er Annes tæve meldt til tre prøver. Jeg er sikker på, at vi får en fantastisk tur, og der skal tages tonsvis af billeder!

17-Oktober-2016

Tillykke

I weekenden blev "Midtvejs Loke", far til "Cadeau Odile" og til det kommende kuld hos Kennel Cadeau, nr. 3 på DM. Karsten og "Loke" har haft et forrygende efterår med bl.a. opnåelse af brugschampionat. Stort tillykke herfra!

09-Oktober-2016

Julio - og mig - på arbejde.

Jeg var i går på Valdemars Slot for at fotografere på en nyjægerjagt. Jeg have taget Julio med, så han samtidig kunne arbejde lidt som apportør. Han fik apporteret 4-5 fasaner, det var som det hele, men han gjorde et godt stykke arbejde. Jeg fik sendt ham på nogle fugle, hvor en anden hund nåede frem først. Der var overhovedet ikke noget problem i at kalde Julio tilbage midt i apporteringen. Så det var rigtig fint, at han accepterede det. De apporteringer, han fik, løste han på bedste vis, og han sad helt roligt og med køligt overblik, mens der i løbet af dagen blev skudt til fuglene. Så jeg var meget tilfreds med hans indsats. Og lidt billeder blev det jo så også til :-)

09-Oktober-2016

Stort tillykke!

I dag blev Midtvejs Loke 1. vinder på en fællesvinderklasse. Dette betyder, at Loke nu kan smykke sig med titlen Dansk Brugschampion, en titel som ikke mange bretoner opnår. Det er så stærkt gået. Stort tillykke til Karsten, som opdrætter, ejer og fører. Det er 26. championat til en Midtvejs-hund. Virkelig flot!

02-Oktober-2016

På jagt

Traditionen tro var jeg til premieren inviteret på jagt i Himmerland af gode venner. Der blev set en enkelt hare, det var det. Dagen var god og hyggelig med fint vejr. Odile fik lov at arbejde lidt. Hun kom fint omkring og holdt samtidig god kontakt. Jeg var ret tilfreds med hende.

25-September-2016

Spændende nyt! Se under menupunktet "Avl".

Jeg har besluttet, hvem Gamine skal parres med ved førstkommende løbetid :-)

17-September-2016

Udstilling i Ballerup

Jeg havde meldt Gamine til DKK-udstilling i Ballerup. Jeg fik at vide, at dommeren var streng, og at man skulle være glad for en rimelig præmiegrad. Jeg fik ikke helt, hvad jeg kom efter, men Gamine blev dog tildelt "excellent", 1. V. m. CK, 2. BIK, reserve certifikat og reserve CACIB.

27-August-2016

HD-fotografering

For snart to måneder siden blev Cadeau Loïc HD-fotograferet, og Cadeau Odile fulgte trop en lille måneds tid efter. Resultatet modtog jeg med blandede følelser. Odile fik status B, hvilket jo var fint (selv om jeg synes, at hendes status var mere i retningen af A. Hun kom dog med A/B). Men desværre fik "Teis" status C (han kom med B/C). Så han er nu sat til salg. Han er på alle måder en dejlig hund, som apporterer med største glæde og som tager stand for agerhøns, fasan, og sneppe. Nu gælder det om, at finde en ny familie til ham, hvor han kan udfolde sine evner.

14-August-2016

Breton-weekend i Mou

På DBKs udstilling i Mou fik Cadeau Odile "very good", 2.v. juniorklasse tæver.

05-August-2016

App

Jeg bruger dagligt min ipad til at surfe på nettet med, og jeg leger også af og til med noget billedbehandling via forskellige apps. Det kan der gå megen tid med. Fik lavet et billede med mit kennelmærke på. Synes selv, at det blev ret godt, men der er jo et hav af muligheder.

05-August-2016

At promovere sine billeder

I går blev jeg kontaktet af et bestyrelsesmedlem fra den canadiske bretonklub i Québec. Han ville gerne bruge 5 af mine billeder på klubbens hjemmeside. Det gav jeg lov til. Det er jo god reklame for mine fotos. Så det bliver spændende at se dem på hjemmesiden.

17-Juli-2016

1 års fødselsdag

Nu er 2015 Cadeau-kuldet fyldt et år. I går var jeg sammen med et par stykker af dem. Jeg havde Odile med op til Flemming, og Søren med Kamille var med. Hundene fik brændt noget krudt af på en stor græsmark - det nød de! På vejen hjem var der tid til at besøge Cadeau Titou. Gensynsglæden var stor, og han legede rigtig godt med pigerne, især med Kamille.

24-Juni-2016

Pakke med posten

På nettet efterlyste Hanne Mathiasen fotos til en revideret udgave af bogen "Hundeopdræt - med omhu og omtanke". Jeg sendte ind, og et af mine billeder er med i bogen (havde også et billede med i den første udgave). Som tak for brug af billede fik jeg tilsendt et eksemplar af bogen. Den kan varmt anbefales.

23-Juni-2016

Held og lykke lille hund

Så er Cadeau Roxane, kaldet "Tuva", flyttet hjemmefra. Jeg har allerede fået en besked fra ejerne, at turen nordpå gik godt. Jeg ønsker "Tuva" et godt liv sammen med hendes nye familie.

19-Juni-2016

Atter på besøg.

Lørdag var jeg på besøg hos "Titou" i Himmerland. "Tuva" var selvfølgelig med til en gang hvalpefræs. De hyggede sig begge enormt og fik leget godt og grundigt. De fik lige en "time out", mens der blev disket op med frokost. Og selvfølgelig havde jeg kameraet med. "Tuva" flytter meget snart til Norge, så jeg vil forsøge, at få hende bragt sammen med søsteren, der bor i Juelsminde. Så kan de også lige få leget.

13-Juni-2016

Dygtig Gamine

I weekenden var der en 3-dages DKK-udstilling i Vejen. Gamine var meldt til i brugsklasse alle dage. Hun er ikke så vild med udstillinger. Hun synes, det er MEGET kedeligt, og det kræver en indsats fra min side, at få hende præsenteret på en okay måde. Heldigvis var hun veloplagt til trods for varmen. Hun klarede sig så fint, især fredag og lørdag, hvor hun blev tildelt certifikat. Så nu mangler hun et enkelt certifikat for at blive Dansk Eksteriør Champion. Det vil vi så arbejde på fremadrettet. Men lige nu fortsætter apporttræningen med både Gamine og Odile.

06-Juni-2016

På besøg

I weekenden havde jeg Cadeau Roxane, kaldet "Tuva", med på besøg hos brormand Cadeau Shiraque, som nu hedder Rex. Rex og hans søde familie bor langt ude på landet. Her kunne hvalpene løbe frit rundt i en stor have og lege "hvalpefræs". Imens kunne vi andre få dejlig grillmad - og der blev også tid til at tage lidt billeder. Tak til Gyda og Christian for en rigtig hyggelig eftermiddag og aften. Det var en træt hvalp, jeg havde med hjem!

20-Maj-2016

Nu næsten "back to normal"

De fleste af hvalpene er flyttet hjemmefra, ja faktisk har de været i deres nye hjem i et stykke tid nu. Den eneste tilbage er Roxane, som skal være her, indtil hun har fået div. vaccinationer og ormekur inden afrejsen til Norge i juni. Hun er en frisk og nem lille hund. Meldingerne fra de andre hvalpe og deres familier er også gode. Alle er glade og tilfredse, og det går super godt derude. Det gør mig glad :-) Jeg har også haft besøg af Odiles bror Loïc (Theis). Han er en frisk fyr med gåpå-mod. Flemming og jeg er blevet enige om, at han godt kan stramme tøjlerne lidt, så den unge knøs ikke får for mange "gode idéer"!
Apporteringstræningen er i gang med både Odile og Gamine. Vi er startet fra scratch for at få tingene ordentligt på plads, og det går planmæssigt. Så må jeg se, om de bliver klar til en apporteringsprøve senere på sommeren.

04-Maj-2016

To søstre mødes

Havde besøg af Kamille i weekenden. Vi var lige ude for at tage et par billeder, og Odile var selvfølgelig med. Det er et par pæne piger :-)

04-Maj-2016

Farvel/på gensyn

Så er de to første hvalpe flyttet hjemmefra. Qamille og Shiraque bor nu hos deres nye familier, og jeg er sikker på, at de får det SÅ godt hos disse søde mennesker. Held og lykke, små bebser. Håber vi holder kontakten i fremtiden :-)

29-April-2016

Afskedens time nærmer sig

Hvalpene er ved at være 8 uger gamle, så nu varer det ikke længe, før de er flyttet hjemmefra. Titou og Roxane skal være her lidt længere. Titou's familie skal lige have overstået en forlænget weekend, og Roxane skal jo til Norge. Så hun skal blive her, indtil hun er igennem sine vaccinationer etc. Så de to første, der ryger afsted, er Shiraque og Qamille. Familierne glæder sig helt vildt! Det kan jeg godt forstå, for det er to drøn-charmerende hvalpe af super type, som de får. Nu skal de sidste dage hos mig bruges til masser af kæl!

19-April-2016

Træerne gror ikke ind i himlen!

Gamine og jeg nåede to ekstra prøver, en almindelig markprøve og en markprøve dømt efter FCI-regler. Vi opnåede ikke flere præmieringer her i foråret. Så nu må vi se, hvad efteråret byder på.

31-Marts-2016

Planer

Med det flotte resultat på DBKs Hovedprøve er der nu lagt planer for det meste af 2016 for Gamine. Der kan endnu nåes et par prøver her i foråret, og så skal hun igennem en apporteringsprøve i løbet af sommeren. Med den i baglommen kan hun komme på efterårets brugsklasser og vinderklasser. Så det skal der arbejdes hårdt på. Et par udstillinger bliver det jo nok også til. Så vi får et travlt år her på kennelen. Odile skal også i gang med grunddressuren, og måske skal Julio gøres klar til B-prøven. Vi ser lige, hvordan det går. Førsteprioriteten er helt klart frk. Gamine.

26-Marts-2016

DBKs Hovedprøve

I går og i dag har jeg været på markprøve med Gamine. Vi var meget tæt på en præmiering i går. Gamine fandt fugl to gange. Den ene gang stod fuglene af, inden jeg kunne nå op i jagtbar afstand. Den anden gang gik hun 10-15 m. med efter skud. I dag blev der skudt over hende tre gange, hun havde stand for hare med respekt og ligeledes respekterede hun en springende hare. Hun var træt tilsidst, men det tror pokker efter fem slip. Jeg er meget stolt af tøsen!

24-Marts-2016

Nu med åbne øjne!

Så har alle hvalpene fået åbnet øjnene. Det ser lidt spøjst ud, da de alle har sådan et lidt vandet, blåligt skær. Men sådan plejer det jo at være. Med tiden bliver farven mere mørk, og de får fuld glæde af synet. Endnu kan de ikke se så meget. Og så er hvalpene blevet lidt mere livlige. De stavrer afsted nogle få skridt for herefter at vælte omkuld. Men de bliver mere og mere mobile. Der skal nok blive gang i den inden længe.

19-Marts-2016

Markprøve

Så kom Gamine på markprøve i åbenklasse. Vi fik ingen præmie, men lidt godt var der da. Hun fik vist spontan sekundering en enkelt gang. Men lidt senere gik det galt. Hun kom for tæt på stående makker. Denne gang så det ikke ud til, at hun ville sekundere, så jeg skyndte mig at fløjte på hende. Hun drejede af et par meter bag makkeren og løb tilbage mod mig. Det viste sig at være en tom stand, men hun skal jo respektere alligevel. Nå, men vi må på den igen.

10-Marts-2016

Så kom hvalpene

Efter en lidt dramatisk start, hvor den første hvalp blev født ude på terrassen, mens Didine var ude for at tisse, så gik det ellers stille og roligt med de lidt lange intervaller mellem hvalpene, som Didine plejer at have. Det viste sig, at det blev til fire i alt, selv om scanningen indikerede fem stk. Men alle hvalpene er store og fine, så nu bliver det spændende at følge dem gro.

04-Marts-2016

Snart!

Tiden nærmer sig. Didine viser glad maven frem. Nu sker der snart noget :-)

29-Februar-2016

Marktræning

I går var jeg i Videbæk hos Harry Jensen for at træne i marken med hundene. Vi var to hold bretonfolk. Som altid en hyggelig dag, og vejret viste sig fra sin bedste side! Høj blå himmel, solskin og varme. Tænk, at kunne gå ude hele dagen uden jakke på, bare en bluse og en vest - i slutningen af februar! Vi så lidt agerhøns, en del harer og råvildt og mange fasaner. Didine var hjemme, resten af flokken var med. Julio fik et enkelt slip. Det var pigernes dag. Odile opførte sig eksemplarisk, Gamine gik egentlig godt, men havde en tur efter hare og råvildt. Det skal vi lige have snakket lidt om! Men alt ialt en skøn dag.

29-Februar-2016

Bevægelse!

I dag har jeg mærket små hvalpespark i Didines mave. Det er altid så rørende. Tænk, at der ligger nogle små mini-bretoner derinde, som bare venter på at komme ud og se verden.

21-Februar-2016

Kongenshus Hede

I den forgangne weekend har jeg været på heden med tre af hundene. DBK stod for træningsturen i det flotte terræn. Det er kun denne ene gang om året, at vi har lov til at gå der med hundene. Hele området er hegnet ind, og der er MEGET terræn at gå på! Så det er et godt sted at have en ung hund med. Gamine, Julio og Odile var med. Gamine gik godt, og jeg var meget tilfreds med hende. Jeg brugte det som konditionstræning til hende og til Julio. De gjorde det begge godt, men han er endnu ikke helt med på, hvad det skal bruges til. Men Julio viste, at fart og stil er i top, når han giver den gas. Unge Odile fik lov til, ganske kort, at være med. Hun har en gejst og en vilje til at løbe, som lover godt. Det var en lidt vandkold tur på heden i år, men det er stadig fantastisk at se hundene i dette storslåede terræn.

13-Februar-2016

Odiles første udstilling

Odile var meldt i hvalpeklasse på årets første DKK-udstilling. Det var mest for træningens og socialiseringens skyld, og hun opførte sig eksemplarisk! Jeg var meget tilfreds med, hvor afslappet hun var, mens vi ventede, og hun præsenterede sig fint i ringen, selv om vi kun har ringtrænet en lille smule. Hun var eneste hvalp i klassen og blev derfor bedste hvalp, men hun fik et fint SL (særdeles lovende) og en meget fin kritik af en dommer, der gik meget op i bevægelser. Så jeg er vældig tilfreds med min yngste. Her er den fine kritik:

"very nice bitch, loveley head and expression, good withers topline and croup, good ribcage, well angulated and very nice movement"

08-Februar-2016

Gevinst

Ja, det er lidt tid siden sidste opdatering, men heldigvis er der godt nyt. Didine er blevet scannet, og det er nu sikkert, at hun er med hvalpe. Så er der "bare" tilbage at vente - og det er jeg ikke særligt god til, ha, ha!

12-Januar-2016

På jagt på Fyn.

Jeg var i den forgangne weekend inviteret med på jagt på Fyn af Thomas, som også har breton. Jeg havde valgt at tage Julio med, selv om jeg også overvejede Gamine. Hun kommer vidt omkring og kan sætte fut i tingene, men jeg var lidt nervøs for, om det ville blive for meget af det gode for hende her lige op til markprøvesæsonen. Julio er en lidt mere stout type og har endnu aldrig prellet en fugl. Så jeg vurderede, at han ville være fin til opgaven. Og det var han! Han gjorde det så godt, havde stand tre gange for fasaner uden at løbe efter, når fuglene fløj og han havde tre apporteringer. Den ene hvor han skulle lempes ind under et hegn og tilbage samme vej. Det gjorde han flot uden at lægge fasanen fra sig. Så jeg var rigtig godt tilfreds med hans indsats. Og så skød jeg en fasankok, som Julio også hentede. Tak til Thomas for en fin dag.

12-Januar-2016

Parring - nu starter ventetiden!

Så blev Didine parret - faktisk for en uge siden. Den unge Julio skulle lige finde ud af, hvad hans opgave var. Han var svært interesseret i Didine, men da hun er alphatæven i huset, så skulle han lige samle mod. Men det blev til et par gode parringer, så mon ikke det lykkes? Nu starter den svære ventetid - suk!

02-Januar-2016

Løbsk

Didine er blevet løbsk og vil blive parret med Julio, når tid er. Dette bliver hendes sidste kuld.

01-Januar-2016

Årets første tur på i marken.

Vejret var skønt med sol og næsten ingen vind. Efter mange dage indendørs p.g.a. influenza var det rart lige at komme et smut ud med hundene. Iført masser af tøj og dermed godt pakket ind kunne jeg tage hundene en kort tur i marken. Det nød de til fulde! Julio nåede endda at have en flot stand for en fasankok i et læbælte.

14-December-2015

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

Alle mine hvalpekøbere og deres skønne Cadeau-hunde samt venner og bekendte, der har hjulpet mig og mine hunde i løbet af det sidste år, ønskes en rigtig glædelig jul samt et forrygende nytår.

24-November-2015

Jagt i mosen

Jeg var inviteret på duetræk i mosen af Peter. Jeg valgte at tage Gamine med. Hun sad pænt stille i skjulet. Vi så flere duer, men mange af dem kom for højt eller for langt ude. Peter fik dog skudt én, som Gamine fik lov at hente. Senere gik vi en tur efter fasaner. Gamine havde stand 3 gange, men fuglene var meget lidt samarbejdsvillige ;-)

14-November-2015

Sneppejagt

Onsdag var jeg inviteret med til Fanø for at se efter snepper. Thomas Klit havde inviteret som tak for nogle billeder, han havde fået af mig. John Madsen var også med, og vi tilbragte nogle super hyggelige timer sammen. Thomas' setter Phinneas havde en flot situation, hvor John fik skudt. Gamine fik lov at apportere sneppen (første gang for hende). Efter at have ledt et stykke tid gik hun længere og længere ud. Vi fik øje på fuglen, som lå forendt oppe i nogle grene. Den blev taget ned, og Gamine fik så færten af den, da hun søgte tilbage. Hun skulle lige gejles lidt, men herefter tog hun den og afleverede fint til hånd. God oplevelse for hende. Julio fik lov til at apportere en krikand og en kanin. Han skulle gejles lidt på den lille and. Det er som om, han bedst kan med noget, der er lidt større. Gråænder tager han glad og gerne. Men han har jo også en stor flab, ha, ha! Jeg var desværre ramt af en ordentlig omgang forkølelse, så jeg var noget medtaget. I skrivende stund er jeg stadig ramt, men langsomt i bedring. Godt at hundene har været så flinke.

10-November-2015

Tysklandsbesøg

Jeg var inviteret til Tyskland af min veninde Anne Eissing. Der blev afholdt en FCI-prøve tæt på, hvor hun bor, og Anne havde meldt sin tæve Ilvy til prøven. Hun syntes, at jeg også skulle melde til, så det blev Didine, der fik chancen. Det var en god, men lang og varm dag. Vi havde ingen fugl i slippet. Weekenden var top hyggelig. Der var også tid til besøg hos Franz og Ulla Haskamp, som har kennel von Klünenmoor. En herlig weekend i selskab med gode bretonvenner. Så kan jeg ikke forlange mere!

01-November-2015

Farvel, IPA!

Så blev det tid til afrejse for søde IPA. Terje fra Norge har været her i denne weekend for at hente IPA hjem. Hun skal nok få det som blommen i et æg. Der var god kontakt og kemi mellem hende og Terje allerede fra starten. Så det tegner godt. Jeg ønsker hende held og lykke fremover.
Nu er Odile så eneste bebs i huset. Det blev udnyttet til fulde her til aften, hvor hun søv sødt på mit skød, mens jeg så TV.

24-Oktober-2015

Nu sker det snart!

Nu nærmer tiden sig for IPAs afrejse til Norge. Terje, som er den lykkelige ejer, kommer og henter hende. Det bliver godt for hende at komme afsted og få fuld opmærksomhed. Hun er sød og kær og er blevet passet og plejet som var hun min egen. Men det er hun ikke længre. Så nu starter der snart et nyt kapitel i IPAs liv.

11-Oktober-2015

DM

Jeg havde Odile med på en lille tur ned for at se kuldets far, Midtvejs Loke, i aktion på DM. Han havde en super situation på en flok høns, men en stand uden påvisning af vildt, og en flok høns, som makker fandt (i samme slip, hvor Loke havde sin situation) gjorde, at han desværre ikke kom med over middag. Odile nød at være med og susede rundt i flexlinen. Men hun skulle selvfølgelig ikke løbe rundt i terrænet hele formiddagen, så hun kom i rygsæk for at hvile sig. Det accepterede hun helt fint og sad der og tronede, mens hun betragtede de andre hunde og hundefolk. En hyggelig tur med "Bette-hunden".

10-Oktober-2015

Nyjægerjagt på Valdemars slot

De sidste par år har jeg været fotograf på Klovborg Jagtforenings nyjægerjagt på Valdemars slot. Jeg var så heldig at få lov til at komme med igen i år og denne gang nu også med hund. Jeg valgte at tage Julio med. Det ville være godt for ham at få den oplevelse. Han opførte sig pænt og sad stille og roligt på post. Han var ivrig og lettere utålmodig, når vi gik fra såt til såt. Han kunne mærke, at noget spændende var under opsejling. Men på post var han stille og koncentreret. Han fik nogle ikke for svære apporteringer og et par på anskudte fasaner. Jeg var tilfreds med hans indsats, og det lykkedes mig at få taget lidt billeder, mens der var aktion. Tak for en dejlig dag til Claus, Christian, Elna, Erik, Arne og alle de andre fra Klovborg Jagtforening. Jeg håber, at I vil have mig med næste år, hvis der bliver arrangeret en nyjægerjagt igen.

04-Oktober-2015

Jagt i Tranholm

Årets første jagt i Tranholm med Klovborg Jagtforening. Jeg havde valgt ikke at have bøssen med, men kameraet. Vejrudsigten sagde sol, så der var mulighed for gode billeder. Dagen startede med en del tåge, men senere kiggede solen frem. Jeg havde kun Julio med. Han artede sig og fik taget stand for fasan og apporteret. Han søgte i fin kontakt og lavede ingen narrestreger, da der sprang et par dyr. Jeg var meget tilfreds med hans indsats! God dag i selskab med gode folk!

03-Oktober-2015

Juuuuulio!

Var inviteret på jagt i mosen hos Peter. Det var en super dag, hvor Julio havde sin første stand for fasan. Der var ro i opflugt og skud, og han apporterede fasanen så fint. Han havde stand flere gange i løbet af dagen, og han fik også apporteret en gråand - også en førstegangsoplevelse. Jeg var meget tilfreds med hans indsats i dag.

01-Oktober-2015

Premiere!

Var igen i år inviteret med på jagt hos Egon. Det var som altid en hyggelig dag. Jeg havde Didine og Julio med. Begge arbejdede godt. Vi fik ikke set så meget vildt på dagen, men der blev skudt et fint dyr. Vejret var fantastisk - næsten for varmt! I år måtte jeg desværre takke nej til fællesspisningen om aftenen. Hvalpene og Gamine var hjemme, så jeg var nødt til at køre hjem til dem, så de kunne blive luftet. Men en dejlig dag i selskab med dejlige mennesker.

20-September-2015

En skøn jagtweekend

Lørdag var jeg afsted med Didine. Egentlig skulle Gamine have været med, men hun er kommet i løbetid, og Julio er for uerfaren. Så gammel-hunden måtte støves af. Hun er bestemt ikke i topform endnu, men hun kæmpede bravt i de høje roer. Vi var på agerhønsejagt i Himmerland. Traditionen tro skulle jeg føre hund og skaffe hunde til en foreningsjagt i Himmerland. Det var som altid en hyggelig dag, selv om det ikke lykkedes at nedlægge nogle agerhøns. Og nøj, hvor Didine var træt bagefter! I dag var jeg så afsted med Julio på hans første agerhønsejagt. Han har endnu aldrig haft en rigtig stand på fugl, så jeg håbede, at han ville få chancen. Det gjorde han, og han udnyttede den til fulde! Han lagde ud med at støde en høne i dårlig vind. Den blev skudt, og han fik så chancen for en apportering. Fuglen var ikke helt død, men han fandt den hurtigt og tog stand. På apportordre gik han frem og tog den og lavede en fin aflevering. Senere havde han stand to gange med ro i opflugt og skud. Den ene gang kunne der ikke afgives skud, men den anden gang apporterede han atter fint. Der er altid noget helt særligt over den første rigtige stand. Jeg havde valgt ikke at medbringe min bøsse, da jeg hellere ville koncentrere mig om Julio. Til gengæld fik jeg foreviget hans første stand og apport med kameraet. En dejlig dag i hyggeligt selskab.

12-September-2015

Endelig!

Havde en herlig eftermiddag på Værnet. Den helt store optur kom, da Gamine, efter at have arbejdet godt og længe, fik stand for et par bekkasiner, og hvor jeg langt om længe fik skudt en for hende. Der var ro i opflugt og skud. Fed dag!

09-September-2015

På stranden

Jeg havde hele flokken med en tur på stranden. De to små sorte fulgte fint med ud i det lave vand. En lille kort svømmetur blev det også til. Og bagefter hjem til en gang aftensmad.

08-September-2015

Farvel eller på gensyn

Så flyttede hvalpene hjemmefra. Det er altid vemodigt og med en lille klump i halsen, når jeg tager afsked med et hold hvalpe. De er på det nærmeste født ud i hænderne på mig, og jeg har gjort alt, der står i min magt for, at de skal blive dejlige jagt-og familiehunde. Det er alle de orange, som er flyttet. De to små sorte djævleunger er her endnu. Nadine, nu kaldet IPA, skal flytte til Norge om et par måneder, når hun har fået de nødvendige vaccinationer. Indtil da kan hun muntre sig med resten af flokken her i huset. Tilbagemeldingerne fra de orange er fine. Alle har klaret første nat så fint, een har allerede været med til at plukke en håndfuld duer, een har "dræbt" sit nye legetøj og een har allerede flere gange haft stand ved hjælp af en "fiskestang". De to sorte var med ude at træne i dag. D.v.s. de lå og sov i bilen imens. Ikke et kny kom der - heller ikke på køreturen frem og tilbage. De fik selvfølgelig en lille løbetur/legestund, mens vi andre fik slukket tørsten. Der er knap så meget gang i den med kun to hvalpe (men de gør et hæderligt forsøg!) Jeg ønsker de nye ejere af de orange bebser held og lykke med deres kommende jagtkammerat. Nu håber jeg bare, at det ikke var et farvel til de orange, men et "På gensyn!"

01-September-2015

Tiden går.

Hvalpene bliver større og større - tiden med dem går så hurtigt. I dag kom nogle af mine søde naboer forbi for at hilse på bebserne. Måske de en gang i fremtiden kunne bruge en breton?

19-August-2015

"Ny" hundegård

Så blev hvalpene introduceret for den lille hundegård. Efter at være blevet fortrolige med at suse rundt på terrassen og en snip af haven var det på tide, at hvalpene kom i den lille hundegård. Her er hundehus med vindfang, og her kan hvalpene se, når posten kommer, og når naboerne går til og fra. Efter at have snuset lidt rundt og leget lidt gik hvalpene "i seng". Nogle helt inde i kassen, hvor der er et dejligt, blødt tæppe, andre faldt i søvn i vindfanget. Godnat!

17-August-2015

5-ugers fødselsdag

Så er hvalpene blevet 5 uger. De er blevet lidt mere mobile (men stadig lidt kluntede, ha, ha!) De løber hjemmevante rundt på terrassen og har nu været et kort smut ude i haven. Verden er stor! Der er korte seancer af eksplosiv energi, men hurtigt falder bebserne i søvn. De er bare SÅ søde!

08-August-2015

Dygtige Julio

I dag bestod Julio DBKs A-prøve. Mor er glad og stolt!

02-August-2015

Der trænes

Apporttræningen med Julio går forrygende. Han er hurtig til at lære og synes, at det er SÅ sjovt. Der er stadig ting, der skal finpudses, men alt ialt går det virkelig godt. Så nu har jeg dristet mig til at melde ham til prøve. Der skal trænes hårdt optil, så de sidste ting forhåbentlig kommer på plads. Han tager både duerne på land, duen i vand og kaninen så fint. Jeg skal arbejde med at få ham lidt længere ud og på flere emner. Hvor ville det være skønt, hvis han kunne gå igennem nu. Så kan jeg koncentrere mig om Gamines apporttræning.

19-Juli-2015

Så kom hvalpene!

D. 13/7-15 fødte Didine langt om længe. Det blev til 6 hvalpe - 3 drenge og 3 piger. Fødslen tog lang tid og dyrlægen måtte lige konsulteres via tlf., men ellers klarede Didine det flot som sædvanligt. Jeg havde frygtet, at der ville komme mange flere hvalpe, men at det endte med 6 er helt tilpas. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle beholde en hvalp, men nu ser vi, hvordan afsætningen er. Det er ikke utænkeligt, at en af pigerne ender med at blive :-)

09-Juli-2015

Snart!

Nu nærmer tiden sig for fødslen af det næste Kennel Cadeau kuld. Det store spørgsmål er, hvor mange hvalpe, der kommer. Didine er enorm denne gang. Hun er ved at være meget besværet af maven, så det bliver rart for hende, når dens omfang bliver normal igen.

03-Juli-2015

Liv

I går mærkede jeg små spark fra Didines mave. Der er liv derinde!

24-Juni-2015

Maven vokser.

Didine er nu halvvejs gennem uge 7. Hun har en forrygende appetit og det kniber lidt med at holde tæt - der er "noget" der presser på blæren, ha, ha! Som altid er hun frisk og glad, men maven begynder at være lidt i vejen, når hun skal ligge behageligt. Der bliver prustet og stønnet, inden hun får sig lagt tilrette. Stakkels Didine! Men snart - meget snart - kommer der bebser :-)

21-Juni-2015

Apporteringstræning med Julio

Julio var SÅ dygtig i dag! Det var kun 2. gang, at han hentede due, og det gik fint. Vi skal dog lige have arbejdet lidt med markering. For første gang blev han introduceret for kanin. Ingen problemer! Den blev hentet og bragt perfekt - mor er ikke skuffet - mor er meget, meget tilfreds!

19-Juni-2015

Didine er ved at blive tyk!

Så er Didine snart igennem uge 6. I løbet af næste uge skulle jeg gerne kunne begynde at mærke liv i hendes "mavse"!

14-Juni-2015

FJD-udstilling

Cadeau Filou fik 2. Excellent i åbenklasse. Peter førte selv Filou for første gang. Stort tillykke med det fine resultat :-)

13-Juni-2015

Drægtig?

Didines mave er begyndt at bule lidt ud. Så mon ikke den er god nok? Om ca. 4 uger skulle der gerne komme små bebser.

30-Maj-2015

Udstilling i Neumünster

Endelig hjemme efter en lang - men god - dag i Neumünster. Alle tre hunde var meldt til udstilling: Julio i juniorklasse, Gamine i brugsklasse og Didine i åbenklasse.
Julio: 1. Excellent, Bedste junior
Gamine: 1. Excellent, res. CAC, res. CACIB
Didine: 1. Excellent, CAC, CACIB, BIR

20-Maj-2015

HD-resultat

Fik resultatet på Julio's hofter i går. Til min store glæde fik han status A. Så nu kan jeg roligt køre på med træning af knægten.

13-Maj-2015

HD-fotografering

Var hos dyrlægen med Julio for at få hans hofter HD-fotograferet. Nu gælder det bare om at vente på resultatet - med mere eller mindre tålmodighed!

12-Maj-2015

Parring

Nu er Didine blevet parret et par gange med DKCH/DKJCH Midtvejs Loke. Så starter den lange ventetid!

12-April-2015

Det lakker mod enden

Var ude at træne hundene sammen med Jens-Ole og hans hunde. Efter at have gået med Gamine var der tid til et slip med Julio, og han fik selskab af Inouk. Det var spændende at se de to herrer i marken. Julio ved ikke helt, hvad det går ud på, men han ville gerne med ud at se lidt på terrænet. Han lod sig trække med, men var alligevel ikke for anmasende. Men vi fik set fart og stil :-) Forårssæsonen er ved at være slut, og nu starter apporteringstræningen.

02-April-2015

Igen!

Deltog idag på Danmarks Jægerforbunds markprøve (unghundeklasse) med Gamine. Hun opnåede en 1. pr.! To 1.pr. på 3 starter er vel godkendt?! :-)

30-Marts-2015

DBKs Hovedprøve 2015 ved Horsens

Så er en dejlig weekend overstået. Startede fredag med Didine i åbenklasse. Hun havde et par uger i forvejen skåret sin store trædepude to steder under en træning, så jeg var spændt på, hvordan det ville gå. Hun har arbejdet så fint op til prøven. Derfor meldte jeg hende til. Det var oprindeligt slet ikke meningen, at hun skulle stilles på prøve, men hun viste så gode takter, så jeg tænkte "Hvorfor ikke?". Men hun var slet ikke sit sædvanlige vilde jeg. Hun virkede til at have ondt i poten (og den har virkelig generet hende de sidste 14 dage) selv om sårene så bedre ud. Men efter at have kigget efter, kunne jeg se, at det ene sår var sprunget op igen, så jeg valgte derfor at trække hende.
Gamine var med i unghundeklasse om lørdagen. Hun gjorde det godt, men havde ikke den fornødne rutine med at håndtere drilske fugle. Men jeg er fuld af fortrøstning. Hun viser fine takter, så jeg var tilfreds. Nu venter endnu et par prøver i unghundeklasse, og så gælder det træning til apporteringsprøven.

(Fik efterfølgende Didine undersøgt ved dyrlægen. Det viste sig, at to forskubbede nakkehvirvler samt et skævt korsben var hovedårsagen til, at hun ikke gav sig 100% på Hovedprøven. Nu hedder det ro og hvile og senere mild træning. Slut med prøver for Didines vedkommende)

21-Marts-2015

1.pr. til Gamine!

Wow! Startede Gamine på hendes første anerkendte markprøve i unghundeklasse. Det gik over al forventning! Hun fik en flot 1.pr.! Hun fik god kritik, jeg holdt hende for hare, og hun havde en perfekt situation for parhøns med ro i opflugt og skud. Jeg er stadig lidt rundt på gulvet over dette. Hun har virkelig ændret sig på kort tid efter at jeg er begyndt at dressere hende og arbejde mere målrettet med hende. Jeg er SÅ stolt af hende :-)

11-Marts-2015

Lokal markprøve ved Mou, søndag d. 8/3-15

Fik både Didine og Gamine meldt til lokal markprøve i weekenden. Det gik okay. Gamine arbejdede godt set i lyset af, at det var hendes første prøve. Hun har jo ikke særligt megen dressur, men det er kke hundens skyld!
Hun søgte fint og fik en stand for parhøns. Makkeren sekunderede, men gik lidt frem, hvilket fik Gamine til at røre på sig. Så stod fuglene af og begge hunde prellede langt og inderligt! Didine arbejdede godt til trods for, at hun ikke lige er i markprøveform. Det var slet ikke planen, at hun skulle stilles. Men hun endte med en 2.pr, hvilket jeg var stolt over. Hun fik ikke vist rejsning, derfor denne præmiegrad. Alt ialt en rigtig dejlig dag :-)

24-Februar-2015

Træningsweekend med tysk islæt

Min tyske veninde Anne var på besøg i weekenden med hendes unge tæve Ilvy. Vi fik trænet hundene i marken hos Jens Hvass. Jeg koncentrerede mig mest om Gamine, selv om både Julio og Didine fik en løbetur. Begge de unge tæver opnåede stand for parhøns og Ilvy havde en stand for fasan. Det var en super weekend i hundens tegn - perfekt!

19-Februar-2015

Udstilling i Frederiks

D. 13/2 var de 5 engelske specialklubber mødt op til udstilling. Jeg skulle ikke selv have noget med, men Cadeau Filou var meldt til, og jeg havde lovet at føre ham på udstillingen. Der var ikke så mange bretoner på dagen (8), men det var alligevel ret spændende, da dommeren var en, som jeg ikke har stilt for før (Jessie B. Madsen, kennel Siegers). Jeg kan ikke være utilfreds med resultatet, da Filou fik "excellent", 1.v., CK, BIK, BIR og BIS! At blive Best in Show med en breton hører til sjældenhederne, men han er en virkelig smuk breton, som er nem at handle. Så jeg var meget stolt! At han så samtidig er en glimrende jagthund, gør det jo ikke ringere! Nu håber jeg så, at han kan komme på et par prøver her i foråret. Det ville være fedt!

08-Februar-2015

DKK-udstilling i Fredericia

Var idag på udstilling i Fredericia med Julio. Det var hans første, og det gik ganske fint. Vi havde ringtrænet en smule, men der skal arbejdes lidt mere med det, så han kan præsentere sig optimalt. Der var mange spændende dufte, så hans snude ville helst være i gulvet :-) Men så måtte jeg jo korrigere lidt. Han tog nu det hele meget pænt. Der var masser af larm og tummel omkring ringen, og jeg var spændt på, om jeg kunne få ham til at stå pænt. I betragtning af at det var første gang for ham, så gik det okay. Vi har arbejdet med "stå", da han har tendens til at sætte sig, når jeg stopper op og viser ham en godbid. Det er jo sådan vi har trænet "sit". Så kommandoen "Stå!" skal lige arbejdes lidt bedre ind, og han skal også lære at vise sine bevægelser bedre. Han "smed" forbenene lidt for meget fremad i trav. Men det skal nok komme. For dagens præstation fik han et "very good". Men han er kun lige fyldt 9 mdr., og det er i princippet en skrækkelig alder at vise en hanhund i. Men jeg ville gerne give ham den erfaring, og så ved jeg jo, at han kun bliver bedre og bedre med alderen. Han vil være langt mere udviklet, når han får et par år mere på bagen. Peer viste Kenzo flot og fik et "excellent" på ham, så han var glad :-) Det er altid dejligt, når ens anstrengelser bærer frugt.

03-Februar-2015

Peter, Jonna og Filou på besøg

Filou skulle lige soigneres og gøres klar til udstilling, så han og familien kom på besøg i weekenden. Han er jo en "smuk-sak", så der skulle ikke gøres så meget. Vi gik også en tur på marken, og så skulle jeg selvfølgelig have kameraet med :-)

25-Januar-2015

Peer og Kenzo på besøg

Her i weekenden har jeg haft besøg af Peer og Midtvejs Kenzo. Jeg havde lovet at hjælpe med soignering af hunni og at hjælpe med ringtræning, inden de to skal "i ilden". Min veninde Jannie var der også. Vi hjalp hinanden med tips og tricks. Vi nåede også lige en tur på stranden, hvor hele hundeflokken kunne strække ud. Så bliver det spændende om anstrengelserne bærer frugt :-)

23-Januar-2015

Besøg

Har lige haft besøg af Sue Axtell fra England. Hun var her i tre dage med to af sine hunde. Der blev hygget, drukket vin, spist god mad og snakket hund. Vi fik da også luftet hundene, mens hun var her, og Sue er interesseret i at fotografere, lige som jeg er. Så det var en oplagt chance til at få taget nogle billeder af mig selv med mine hunde. Sådanne billeder har jeg ikke så mange af, da det jo som regel er mig, der har kameraet med, når vi er ude.

04-Januar-2015

Nu starter alvoren!

Så er jeg gået igang med at træne apportering med Julio. Indtil videre glider det som i olie - næsten for nemt! Han er ivrig og samarbejdsvillig, så det er jo herligt.

31-December-2014

Godt nytår

Kennel Cadeau ønsker godt nytår til folk og fæ - og især til hvalpekøberne. Jeg håber, at I får mange gode stunder i 2015 i selskab med jeres Cadeau-hunde

28-December-2014

Ny hjemmeside

Så er den nye hjemmeside oppe at køre. Jeg håber, den vil blive taget vel imod.